ERSTATNINGSSAGER

Både som direktør og bestyrelsesmedlem bærer man et stort ansvar. Træffer man en forkert beslutning, eller går selskabet konkurs, må man som ledelsesmedlem være indstillet på, at sagen bliver undersøgt nærmere. Stiftere af et selskab og medlemmer af selskabets ledelse, som forsætligt eller uagtsomt tilføjer selskabet skade, kan ifalde erstatningsansvar, jf. selskabslovens § 361, stk. 1.

FALK HANSEN advokater fører også sager om ledelsesansvar, så hvis du eller dit selskab er blevet involveret i en erstatningssag efter selskabslovens § 361, tilbyder FALK HANSEN advokater altid et gratis møde, hvor vi kan drøfte din sag og sikre den bedst mulige håndtering af sagen.

Vi er fortrolige med erhvervsmæssige virkelighed, som ledelsen skal agere i, og er der tegnet en ansvarsforsikring for ledelsen, samarbejder vi med forsikringsselskabet om, hvilken strategi vi skal anlægge, og om der eventuelt er mulighed for at indgå forlig.

Nærmere om ledelsesansvar og erstatningsbetingelserne

Ansvarsgrundlaget for ledelsesmedlemmer er således den almindelige culpanorm, hvis nærmere indhold afhænger af de konkrete omstændigheder og områdets særlige karakter. Culpanormen er en retlig standard, som tidligere blev vurderet ud fra en ”Bonus Pater Familias” betragtning. Denne subjektive måde at foretage en ansvarsvurdering på er imidlertid afløst af en mere objektiviseret bedømmelse, hvorefter der konkret tages stilling til, om den udviste adfærd afviger fra anerkendte adfærdsmønstre.

Det er derfor kun muligt at ifalde et erstatningsansvar efter culpareglen, hvis det konkret kan lægges til grund, at der er handlet decideret uforsvarligt. At man som ledelsesmedlem har truffet mindre gode beslutninger eller direkte dårlige beslutninger, er således ikke tilstrækkeligt til at ifalde ansvar efter selskabslovens § 361.

Et selskab i økonomiske vanskeligheder oparbejder ofte og let en gæld til Skatteforvaltningen i form af skyldig moms, ikke afregnede A-skatter m.v., hvorfor der som følge heraf kan opstå spørgsmål om ansvar over for Skatteforvaltningen. Fra praksis på dette område skal der navnlig henvises til UfR 1985.209.H, UfR 1985.377.H, UfR 1995.43.H samt UfR 2002.2263.H. Der kan heraf udledes en retsstilling, hvorefter ikke enhver oparbejdelse af skattegæld, som selskabet ikke kan betale, pådrager ledelsen erstatningsansvar, men at et sådant kan indtræde, hvis ledelsens adfærd klart antyder, at man alene har anset det offentlige som likviditetskilde.

Selv hvis selskabet ender med at gå konkurs, medfører dette i almindelighed ikke, at ledelsen er ansvarlig over for kreditorerne for det opståede tab. Dette ligger forudsætningsvist i den begrænsede hæftelse. Et ansvar kræver, at det på behørig vis godtgøres, at der er udvist forsømmelighed eller uforsvarlig adfærd i forhold til de erstatningssøgende kendsgerninger, jf. f.eks. UfR 1984.1115.SH og UfR 1985.1029.H. Da ansvarsvurderingen foretages ud fra den almindelige culpanorm, skal de øvrige erstatningsbetingelser endvidere være opfyldt for, at et ledelsesmedlem kan ifalde ansvar efter selskabslovens § 361. Det er således en forudsætning, at der er lidt et dokumenterbart økonomisk tab, der er en påregnelig følge af det ansvarspådragende forhold. Derudover skal den erstatningssøgende påvise, at der foreligger den fornødne årsagssammenhæng mellem det ansvarspådragende forhold og tabet, samt påvise at der ikke foreligger egen skyld. Der er tale om en tung bevisbyrde af løfte for den erstatningssøgende.

Ved Sø- og Handelsrettens dom af den 20. oktober 2011 i sag S-17-08 blev en direktør frifundet allerede fordi, at der ikke forelå årsagssammenhæng mellem sagsøgerens erstatningskrav og de handlinger eller undladelser, som sagsøgeren havde påberåbt sig som ansvarspådragende. Tabet ansås derfor ikke dokumenteret af sagsøgeren. I UfR 2014.345.H og UfR 2015.2075.H fandt Højesteret, at der var udvist ansvarspådragende adfærd i form af objektive dokumenterbare forhold, men frifandt til stadighed de sagsøgte som følge af, at der ikke forelå den fornødne årsagssammenhæng og påregnelighed.

Det er efter de almindelige bevisbyrderegler den erstatningssøgende, der skal løfte bevisbyrden for, at alle de sædvanlige erstatningsbetingelser er opfyldt.