FORÆLDELSE AF SKATTEKRAV MV.
Hvis et skattekrav er blevet forældet, betyder det, at Skattestyrelsen ikke længere kan kræve skattekravet betalt, og skyldneren ”slipper” dermed for at betale. Skattekrav forældes som udgangspunkt efter 3 år, men der er flere væsentlige undtagelser. Reglerne om forældelse af skattekrav findes i forældelsesloven. Forældelsesreglerne fungerer i samspil med skatteforvaltningslovens frist- og forældelsesregler.
FALK HANSEN advokater tilbyder professionel og kompetent hjælp til dig eller din virksomhed, hvis du har modtaget en henvendelse fra Skattestyrelsen, hvori de vil foretage en ændring af en skatteansættelse – eller hvis du selv ønsker at få en skatteansættelse genoptaget.
Forældelse af skattekrav – hovedregler
Udtrykket ”skattekrav” anvendes i det følgende såvel om krav på indkomstskatter som krav på moms og afgifter. Udtrykket ”forældelse af skattekrav” omfatter tilsvarende forældelse af såvel krav på de direkte skatter som krav på de indirekte skatter.
Forældelsesloven med ændringslove er senest samlet ved lovbekendtgørelse nr. 1238 af 9. november 2015 om forældelse af fordringer.
I modsætning til forældelsesreglerne fastsætter fristreglerne i skatteforvaltningsloven den yderste tidsmæssige grænse for, hvornår ansættelser kan varsles, foretages eller ændres, og for, hvornår der kan anmodes om genoptagelse. Fristreglerne kan dermed hindre nye krav i at opstå.
Ved iagttagelse af forældelsesreglerne skal man være opmærksom på fristreglerne og ved iagttagelse af fristreglerne skal man være opmærksom på forældelsesreglerne. Det giver ikke mening at forholde sig til et muligt skattekrav, hvis fristreglerne forhindrer den forudgående ansættelse, ligesom det ikke giver mening at foretage en ansættelse, hvis kravet på forhånd er forældet.
Ved ordinære ansættelser er fristreglerne afstemt med forældelsesreglerne på den måde, at såfremt fristreglerne i skatteforvaltningslovens § 26 og § 31 er overholdt, vil der altid være mindst et års tillægsfrist fra afgørelsestidspunktet, indtil kravet forældes.
Ved ekstraordinære ansættelser efter fristreglerne i skatteforvaltningslovens § 27 og § 32 er der ikke fastsat en frist for, hvor sent der kan varsles en ansættelse eller anmodes om genoptagelse. Det betyder, at reglen i skatteforvaltningslovens § 34a, stk. 4 om ti års forældelse af kravet reelt sætter grænsen for ansættelsens foretagelse.
Hverken de formueretlige forældelsesfrister eller skatteforvaltningslovens fristregler kan ved forudgående aftale fraviges til skade for skyldneren, jf. forældelseslovens § 26, stk. 1.
Forældelse af skattekrav – undtagelser
Der gælder i udvalgte tilfælde nogle særlige forældelsesregler, hvorved det to-strengede system erstattes af et en-strenget.
Ved forældelse af skattekrav skal man navnlig være opmærksom på to tilfælde, hvor en særregel om 10-års forældelse erstatter hovedreglen. Dette er tilfældet,
- hvis der foreligger ”et særligt retsgrundlag”, eller
- hvis kravet er afledt af en ekstraordinær ansættelse.
Hvis der foreligger et særligt retsgrundlag, forældes skattekravet først ti år fra forfaldstidspunktet, jf. forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 3.
Der foreligger et særligt retsgrundlag, hvis kravets eksistens og størrelse er anerkendt skriftligt eller fastslået ved forlig, dom, betalingspåkrav påtegnet af fogedretten eller anden bindende afgørelse.
Baggrunden for, at der gælder en 10-års regel, når der foreligger et særligt retsgrundlag er, at kravets størrelse og eksistens er klarere bevissikret end tilfælde, der omfattes af hovedreglen.
Det er alene afgørelser (eksempelvis fra Landsskatteretten), der specifikt tager stilling til skattekravets størrelse, der opfylder kravet i undtagelsesbestemmelsen.
Hvis et skattekrav er afledt af en ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27 eller § 32, forældes kravet ti år fra forfaldstidspunktet jf. skatteforvaltningslovens § 34 a, stk.
Ved ekstraordinære ansættelser efter fristreglerne i skatteforvaltningslovens § 27 og § 32 er der ikke fastsat en frist for, hvor sent der kan varsles en ansættelse eller anmodes om genoptagelse. Det betyder, at reglen i skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4 om ti års forældelse af kravet reelt sætter grænsen for ansættelsens foretagelse. Det giver ikke mening at foretage ansættelsen, hvis kravet på forhånd er forældet.
Fristen i skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4 suppleres af en regel om et års tillægsfrist fra afgørelsestidspunktet, hvis den ekstraordinære ansættelse er varslet eller foretaget inden den 10-årige forældelsesfrists udløb jf. skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 2 og forældelseslovens § 21, stk. 2.
Forældelse af skattekrav – forfaldstidspunkt
Forældelsesfristen løber fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt. Tidspunktet kaldes forfaldstidspunktet.
Hvis skyldneren har løbedage eller i øvrigt er indrømmet en frist, inden for hvilken betaling anses for rettidig, regnes fristen først fra betalingsfristens udløb. Løbedage og andre betalingsfrister udsætter derfor forældelsesfristens begyndelsestidspunkt.
Løbedage og yderligere betalingsfrister er ikke udtryk for et udskudt forfaldstidspunkt. De er udtryk for, at kreditor ikke kan gøre misligholdelsesbeføjelser gældende mod debitor, hvis betalingen sker inden for løbedagene/betalingsfristen.
Forfaldstidspunktet tillagt eventuelle løbedage eller betalingsfrister er afgørende for begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen, uanset om kravet forældes efter den almindelige 3-års frist eller efter en af de særlige 10-års frister. Forfaldstidspunktet for skattekrav fremgår af den lov, som det enkelte krav er hjemlet i.
Forældelse af skattekrav – foreløbig afbrydelse
Hvis skyldner har fået henstand med betalingen, udskydes forældelsesfristens begyndelsestidspunkt. Fristen løber fra udløbet af henstandsperioden.
Det er en forudsætning for, at henstand kan udskyde forældelsesfristens begyndelsestidspunkt, at Skatteforvaltningen kan dokumentere, at henstand er givet efter anmodning fra skyldneren. Se SKM2013.97.ØLR, hvor Landsretten fastslog, at dette ikke var tilfældet.
Særligt om forældelse af krav på restskatter
Forældelsesfristen for ikke indregnede restskatter løber fra de betalingstidspunkter, der fremgår af opkrævningsreglerne i kildeskattelovens § 61.
Er udskrivningsdatoen for den skattepligtiges årsopgørelse eksempelvis senest den 1. oktober i året efter indkomståret, forfalder den del af restskatten, der ikke indregnes, efter kildeskattelovens § 61, stk. 4, til betaling i 3 rater i hver af månederne august, september og oktober i året efter indkomståret med sidste rettidig betalingsdag den 20. i forfaldsmåneden.
Forældelsesfristen for de 3 rater vil herefter løbe fra den 20. august, 20. september og 20. oktober i året efter indkomståret.
Krav der alene er omfattet af forældelseslovens fristregler
Selv om vi har omtalt skattekrav ”i bred forstand”, er ikke alle ”skatter” reguleret efter skatteforvaltningslovens fristregler. Til eksempel er grundskyld og dækningsafgift ikke omfattet af skatteforvaltningslovens fristregler for genoptagelse af ansættelse af indkomst- og ejendomsværdiskat, og derfor vil krav på grundskyld og dækningsafgift, herunder genoptagelse, forældes direkte efter forældelseslovens almindelige regler, altså som udgangspunkt efter 3 år. For kildeskatter gælder en særregel i kildeskattelovens § 67 A, hvoraf det fremgår, at fristen efter forældelseslovens § 3, stk. 1 er 5 år for krav omfattet at kildeskattelovens §§ 65-65 D.