Udenlandsk firmabil ikke afgiftspligtig i Danmark – ikke krav om kørselsregnskab
Landsskatteretten gav os medhold i en klagesag vedrørende opkrævning af registreringsafgift i forhold til en udenlandsk firmabil. Striden med Motorstyrelsen gik på, om der kunne stilles krav om et detaljeret kørselsregnskab, eller om det var tilstrækkeligt, at ejeren sandsynliggjorde, at han havde overholdt reglerne. Motorstyrelsens repræsentant havde under sagen fastholdt, at vores klient kun kunne undgå afgiftskravet, hvis han fremlagde et egentligt kørselsregnskab. Dette krav blev heldigvis afvist af Landsskatteretten, da en myndighed ikke kan opstille et dokumentationskrav, som direkte strider mod lovens ordlyd og lovforarbejderne.